Barcelona sælger 23-årig brasilianer til Juventus

Barcelona har solgt Arthur Melo til Juventus.

Midtbanespilleren skifter til en pris på 72 millioner euro svarende til 537 millioner kroner, skriver den catalanske storklub på sin hjemmeside.

Barcelona råder over den 23-årige brasilianer i resten af indeværende sæson.

Arthur kom til Barcelona i sommeren 2018 fra den brasilianske klub Gremio. I Barcelona er det blevet til 72 kampe, heraf 47 i Primera Division og 13 i Champions League.

Det er blevet til to titler i tiden i Catalonien for Arthur.

/ritzau/