Ings-scoringer sender Southampton langt fra nedrykning

Pierre-Emile Højbjerg, Jannik Vestergaard og resten af Southampton-mandskabet kan godt smide overlevelseschampagnen på køl.

Takket være to mål af Danny Ings og 3-1-udesejren over Watford søndag har holdet fra den engelske sydkyst nu hele 13 point ned til naboerne fra Bournemouth under nedrykningsstregen i Premier League.

Bournemouth har 27 point på kontoen og syv kampe tilbage.

Til gengæld spøger nedrykningen for alvor i Watford, som kun er ét point over stregen og har spillet en kamp mere end de fleste af de andre bundhold.

Danny Ings bragte gæsterne foran efter 16 minutter, da han skar ned gennem banen og fandt netmaskerne med et fladt skud fra distancen.

20 minutter før tid var skarpretteren på pletten igen, da Watford-målmand Ben Foster leverede et dårligt udkast. Det tæmmede Ings, driblede forbi et par modstandere og klappede til bolden i feltet.

Det var den tidligere Liverpool-angribers 17. og 18. ligamål i denne sæson, hvor han nu er nummer to på topscorerlisten foran Mohamed Salah og Pierre-Emerick Aubameyang og kun en scoring efter Jamie Vardy.

Jannik Vestergaard startede inde for Southampton i sejren, mens Pierre-Emile Højbjerg sad ude med en mindre skade.

Vestergaards makker i det centrale forsvar, Jan Bednarek, scorede selvmål 11 minutter før tid, da han kom skævt til en indlæg.

Kort efter slog James Ward-Prowse sømmet i med en scoring direkte på frispark.

/ritzau/