Holger Rune banker nordmand og vinder svensk turnering

For anden gang på to dage slog Holger Rune lørdag norske Viktor Durasovic.

Men hvor det fredag var i en indledende gruppekamp, gjorde sejren lørdag den danske tenniskomet til vinder af TP Open i svenske Båstad.

Det var Runes første turnering efter coronapausen.

Durasovic, der var topseedet, blev i finalen slået i to sæt med cifrene 4-2, 4-0.

Der blev i turneringen spillet med Fast4-formatet, hvor der spilles først til fire vundne partier i hvert sæt.

Med turneringssejren medfølger en præmiecheck til Holger Rune på 50.000 svenske kroner, hvilket svarer til lidt over 35.000 danske.

Danskeren vandt første sæt, da han med kampens hidtil første servebrud gjorde det til 4-2.

I andet sæt kom Rune for alvor på vinderkurs, da han brød til 2-0. Derfra kom sejren sikkert i hus.

17-årige Rune indledte turneringen med tre sejre i det indledende gruppespil. Blandt andre over tennislegenden Björn Borgs søn Leo Borg.

Danskeren er i gang med sin første sæson som seniorspiller og ligger nummer 827 på verdensranglisten.

/ritzau/