Finsk FCM-profil misser tre til fire uger med lægskade

FC Midtjylland må undvære Tim Sparv i de kommende uger, mens klubben jagter endnu et dansk mesterskab.

Den finske midtbanespiller har pådraget sig en skade i læggen, der holder ham ude i tre til fire uger.

Det oplyser FC Midtjylland på sin hjemmeside.

Sparv måtte lade sig udskifte kort før pausen, da FCM søndag mødte AGF, og han står altså over for en længere pause. Han har også tidligere været ramt lægproblemer.

FC Midtjylland har en komfortabel føring i Superligaens mesterskabsspil. Klubben har otte point ned til FC København på andenpladsen.

De seneste to kampe har dog kun kastet et enkelt point af sig. Søndag møder midtjyderne netop FCK i Parken i en kamp, der enten kan sende FCM et godt stykke nærmere guldet eller åbne mesterskabskampen.

Tim Sparv har været i FC Midtjylland siden 2014, hvor han kom til klubben fra tyske Greuther Fürth.

Hans kontrakt med FCM stod egentlig til at udløbe 30. juni i år, men den er blevet forlænget frem til udgangen af juli på grund af coronapausen.

/ritzau/