Dalglish hylder Klopp efter mesterskab: Han er fantastisk

Liverpool kan efter 30 års venten igen kalde sig engelske mestre, da Chelsea med en 2-1-sejr hjemme over Manchester City sendte pokalen endegyldigt til Liverpool.

Og der er flere titler på vej til Liverpool i fremtiden, så længe manager Jürgen Klopp er ved roret.

Det mener Liverpool-legenden Kenny Dalglish, der var manager senest Liverpool vandt mesterskabet i 1990.

– De sidste to år og siden Jürgen er kommet har været meget positive. Han har været fantastisk og er indbegrebet af alt, hvad Liverpool Football Club står for.

– Alt det, de har opnået, har de fortjent. Vi har mange flere glade dage at se frem til, så længe Jürgen er her, siger Dalglish med et glas champagne i hånden til den britiske tv-station BT Sport efter kampen.

City på andenpladsen har 23 point op til Liverpool og kan kun hente 21 point i resten af sæsonen. Dermed kan Klopp og co. ikke længere hentes.

Mesterskabet er kommet i hus i overlegen stil. Liverpool har indtil videre vundet hele 28 af 31 kampe i Premier League, og kun én er blevet tabt.

Derfor kan Merseyside-klubbens spillere og fans allerede juble over den længe ventede triumf hele syv spillerunder før tid.

Det er Liverpools 19. engelske mesterskab, men det seneste var helt tilbage i 1990 – altså før rækken skiftede navn fra 1. division til Premier League i 1992.

/ritzau/