AGF afviser at have øjnene rettet mod sølvmedaljer

AGF havde fredag chancen for at trække yderligere fra forfølgerne i kampen om Superligaens tredjeplads og på samme tid lægge pres på FC København på andenpladsen
Men holdet forspildte muligheden og tabte med 1-4 på hjemmebanen i Aarhus til AaB.

Aarhusianerne kunne ellers med en sejr være kommet 12 point foran både Brøndby og FC Nordsjælland, og holdet kunne ydermere have minimeret afstanden op til FCK til fire point.

Sådan gik det ikke, og derfor har AGF’s cheftræner, David Nielsen, heller ikke øjnene rettet mod sølvmedaljerne.

– Det bekymrer jeg mig ikke om, og det er ikke andenpladsen, det handler om for os.

– Vi vil selvfølgelig gerne ende så højt som muligt, men vi kigger mere på, hvordan vi kan blive dygtigere kamp for kamp, fastslår Nielsen.

Også AGF’s forsvarsprofil Frederik Tingager siger, at AGF ikke havde andenpladsen i tankerne før fredagens kamp.

– Det er altid en skuffelse at tabe en fodboldkamp, for vi vil vinde alle.

– Men vi havde ikke tænkt på inden kampen, at vi kunne hale ind på FCK, siger den høje forsvarer.

Han har heller ikke meget at sige om, hvorvidt nederlaget til nordjyderne kan åbne op for den bronzekamp, der ellers så ud til at være lukket efter AGF’s 4-3-sejr i seneste runde mod FC Midtjylland.

– Det er heller ikke noget, jeg har tænkt over.

– Jeg tænker på holdets præstation, og vi vil bare skrabe så mange point sammen som muligt, siger Tingager.

David Nielsen er ikke i tvivl om, at AGF efter den skuffende præstation mod AaB nok skal finde tilbage til det gode spil, der har kendetegnet holdet i denne sæson.

– Vi har været dygtige gennem denne sæson, og vi skal hurtigst muligt finde tilbage til vores niveau, og det er jeg heller ikke i tvivl om, at vi gør, lyder det fra AGF-træneren.

/ritzau/