Valencia snubler i kampen om europæiske billetter

Valencia med Daniel Wass i startopstillingen mistede torsdag terræn i kampen om de europæiske pladser i den bedste spanske fodboldrække, Primera Division.

Et selvmål af Geoffrey Kondogbia efter et kvarters spil gav Eibar sejren på 1-0 og Valencia en kedelig tur hjem fra Baskerlandet.

Valencia kunne med en sejr være kommet a point med Getafe på femtepladsen, som giver en plads i Europa League. Det gør sjettepladsen også.

Med nederlaget forbliver Valencia på 46 point. Det er to point fra Villareal på sjettepladsen med syv spillerunder tilbage.

Omvendt faldt de tre point på et meget tørt sted for Eibar, som kæmper for at få endnu en sæson i det fineste spanske selskab med et af ligaens klart mindste budgetter.

Eibar er nu seks point foran Mallorca, som indtager pladsen lige under nedrykningsstregen. Eibar ligger lige over, men altså med en pæn margin nu.

Daniel Wass blev skiftet ud efter en god times spil, og fra bænken kunne han se holdkammeraten Eliaquim Mangala få et rødt kort i 89. minut.

/ritzau/