Idrætsforbund vil undersøge sag om cykelunions bestyrelse

Danmarks Idrætsforbunds (DIF) Etisk Komité har besluttet at gå ind i sagen om Danmarks Cykle Unions (DCU) formand, Henrik Jess Jensen, og bestyrelsen.

På sin hjemmeside skriver DIF, at komitéen vil undersøge og “udtale sig om good governance” i relation til DCU.

– Der har i medierne været rejst konkrete, alvorlige beskyldninger mod formanden for bestyrelsen i DCU, ligesom medlemmer af DCU’s bestyrelse gennem medierne har kritiseret bestyrelsesarbejdet og forhold drøftet i bestyrelsen, skriver Etisk Komité.

– Henset til beskyldningernes karakter og alvor og sagens almene betydning for såvel DCU som DIF har Etisk Komité besluttet at gå ind i sagen med henblik på at undersøge, om good governance er overholdt – også i relation til den offentliggørelse af bestyrelsesmateriale, som har fundet sted, skriver DIF.

Henrik Jess Jensen har været centrum i en række dårlige sager i de seneste uger.

Først gik den nu tidligere løbsdirektør for PostNord Danmark Rundt Jesper Worre i medierne og fortalte, at han var blevet fyret. DCU ville ikke bekræfte det.

Bestyrelsesmedlem Bo Belhage mente, at formanden havde handlet hemmelighedsfuldt og egenrådigt ved at fyre Jesper Worre og udtrykte offentligt sin mistillid til formanden.

Senere blev Henrik Jess Jensen anklaget for magtmisbrug.

Ifølge Catherine Marsal, tidligere landstræner for det danske kvindelandshold i cykling, havde Jess Jensen tvunget hende til at udtage hans datter til landsholdet.

Henrik Jess Jensen har sagt, at han henvendte sig til Marsal i rollen som far og altså ikke som formand for DCU.

Til DCU’s årsmøde søndag var der også udsendt materiale, der antydede, at Henrik Jess Jensen misbrugte sin position som formand for DCU til at tildele Aalborg Kommune, hvor han er afdelingsleder for infrastruktur og veje, retten til at afholde Gran Fondo VM, også kendt som amatør-VM i cykling.

Henrik Jess Jensen mener ikke, at han har gjort noget forkert, da han fortæller, at han ikke var en del af den endelige beslutning om at tildele Aalborg Kommune opgaven.

/ritzau/