DCU: Vi forhandler med Jesper Worre om afsked

Selv siger Jesper Worre, at han blev fyret. Danmarks Cykle Unions (DCU) administrerende direktør, Martin Elleberg Petersen, fortæller, at forløbet slet ikke er afsluttet endnu.

DCU’s aftale med Jesper Worre har i virkeligheden fungeret som en konsulentaftale mellem unionen og Jesper Worres konsulentfirma.

DCU mener, at aftalen løber frem til 2019. Jesper Worre mener, at han har kontrakt til 2021.

– Aftalen står stadig åben, så vi forhandler fortsat, siger formand Henrik Jess Jensen, der siger, at en endelig afslutning på Jesper Worres nuværende aftale med DCU endnu ikke er afklaret.

Flere steder er der ellers siden slutningen af maj berettet om, at Jesper Worre var blevet fyret af DCU – uden at DCU selv kunne bekræfte det.

– For det første mener jeg slet ikke, der kan være tale om en fyring, når det handler om en tidsbegrænset konsulentaftale.

– Når jeg læser kontrakten, vi har med Jesper, så forstår jeg det som, at den løber indtil 2019, siger Martin Elleberg Petersen.

Det er dog fuldt afklaret, at Jesper Worre ikke kommer til at fungere som løbsdirektør fremover.

– Derfor ønsker DCU ikke at indgå en ny konsulentaftale om afviklingen af PostNord Danmark Rundt fra 2021, står der i en e-mail fra Henrik Jess Jensen og Martin Elleberg Petersen til Jesper Worres advokat.

Martin Elleberg Petersen oplyser, at man ønsker at trække PostNord Danmark Rundt, som er Danmarks største landevejscykelløb, tættere ind på DCU.

– Vi vil gerne lave en eventorganisation, der kan rumme alle mulige events, siger Martin Elleberg Petersen og tilføjer:
– Heriblandt PostNord Danmark Rundt.

Jesper Worre oplyste 26. maj til Ekstra Bladet, at han var blevet fyret som løbsdirektør for PostNord Danmark Rundt, som er Danmarks største landevejscykelløb.

Først tre uger senere bekræftede Martin Elleberg Petersen, at Worre ikke ville få forlænget sin konsulentaftale med DCU.

Det udløste en længere sag, hvor bestyrelsesmedlem Bo Belhage anklagede formand Henrik Jess Jensen for have handlet egenrådigt og på egen hånd skillet sig af med Jesper Worre uden at have rådført sig med bestyrelsen.

I kølvandet fulgte en række sager, hvor Bo Belhage anklagede Henrik Jess Jensen for nepotisme og magtmisbrug.

Søndag var der årsmøde i DCU, hvor foreningens øverste myndighed, repræsentantskabet, valgte to nye medlemmer til bestyrelsen – heriblandt en ny næstformand.

Lars Kaspersen mistede dermed næstformandsskabet, der gik til Palle Larsen, som støtter op om Henrik Jess Jensen som formand.

Det efterlod samtidig en ledig plads i bestyrelsen, og tidligere suppleant Hanne Blume blev valgt ind som menig medlem sammen med Jens Panum Have, der opnåede genvalg.

/ritzau/