DCU-formand ombestemmer sig: Worre er stadig en mulighed

Selv siger Jesper Worre, at han blev fyret. Danmarks Cykle Unions (DCU) administrerende direktør, Martin Elleberg Petersen, fortalte også, at Worre ikke ville blive forlænget ud over sin nuværende konsulentaftale, hvor Worre agerer løbsdirektør for PostNord Danmark Rundt.

Men nu har vinden tilsyneladende skiftet retning for DCU.

– Aftalen står stadig åben, så vi forhandler fortsat, siger formand Henrik Jess Jensen.

Det er dog i strid med en e-mail, som Henrik Jess Jensen sendte til Jesper Worres advokat, Erik Wendelboe Christiansen, den 30. marts 2020.

– Derfor ønsker DCU ikke at indgå en ny konsulentaftale om afviklingen af PostNord Danmark Rundt fra 2021, står der i e-mailen.

Desuden fremgik det af referatet fra DCU’s bestyrelsesmøde 2. juni, at Martin Elleberg Petersen “indledte med et kort oprids af situationen og baggrunden for beslutning om ikke at forlænge den nuværende konsulentaftale omkring PostNord Danmark Rundt”.

/ritzau/