Pessimistisk Pique: Nu bliver det svært at vinde ligaen

FC Barcelona smed lørdag aften to yderst vigtige point i kampen om at blive mestre i den bedste spanske fodboldrække.

Ude mod tredjepladsen Sevilla blev det således til 0-0.

Dermed har Barcelona 65 point på førstepladsen i ligaen.

Ærkerivalerne fra Real Madrid kom med en flot 3-0-sejr over Valencia fredag op på 62 point på andenpladsen. Holdet har en kamp i hånden og kan med en sejr søndag over Real Sociedad rykke op på førstepladsen.

I Spanien afgøres pointlighed ved at kigge på indbyrdes opgør, og her er Real Madrid bedst i forhold til Barcelona med en sejr og en uafgjort.

Det bekymrer FC Barcelonas forsvarsprofil Gerard Pique.

– Når man ser på, hvordan kampene er gået indtil videre, så ser det ud til at blive rigtig svært for os at vinde ligaen.

– Det uafgjorte resultat efterlader os i en position, hvor vi ikke længere kun afhænger af os selv. Når man ser på kampprogrammet, så er det svært at forestille sig Real Madrid smide point. Men vi vil stadig give alt og forsøge at vinde, siger den 33-årige spanier ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Selv om Real Madrid nu selv kan afgøre det, så er der trods alt stadig ni spillerunder tilbage i den spanske række.

Barcelona-træner Quique Setien er derfor også noget mere optimistisk.

– Jeg tror, at Piques ord var frustration. Jeg er sikker på, at han tænker anderledes i morgen. Jeg er sikker på, at Real Madrid ikke kommer til at vinde alle sine resterende kampe, siger Setien ifølge Reuters.

Danske Martin Braithwaite startede lørdag aften inde for Barcelona. Han blev dog udskiftet efter godt en times spil efter en relativt anonym indsats.

/ritzau/