FCN-træner efter storsejr: Tredjepladsen er realistisk

Med FC Nordsjællands storsejr på 4-0 over AaB er sjællænderne fortsat i spil til bronzemedaljerne i 3F Superligaen. Men det bliver en hård konkurrence med AGF, der i øjeblikket indtager tredjepladsen seks point foran FCN.

Sådan lyder vurderingen fra cheftræner Flemming Pedersen.

– Det er realistisk. Vi kigger altid på det bedst mulige realistiske scenarie at opnå. Det er tredjepladsen, og med sejren holder vi os til.

– Men AGF kommer til at få mange point i det her slutspil. Så vi skal sørge for at vinde vores kampe, siger Flemming Pedersen.

Den ene af FC Nordsjællands topscorere, Mikkel Damsgaard, melder også drømmen i live efter den sikre sejr i Aalborg.

– Hvis vi kan holde det niveau, er det helt klart en mulighed. Masser af hold kommer til at miste point. Så det jagter vi, siger den 19-årige Damsgaard.

Opgøret mellem FC Nordsjælland og AaB var i høj grad præget af pasningsspillet på begge mandskaber. Det glædede FCN-træneren.

– 4-0 lyder overbevisende, men kampen kunne sagtens gå begge veje, hvis AaB kendte besøgstiden.

– Det var en god kamp for publikum og tilskuere. Vores hurtige spil med bolden havde ikke så mange tekniske fejl, og vi vidste, hvornår vi kunne spille hurtigt eller træde lidt mere på den, siger Flemming Pedersen.

Kampens forløb gavnede også Mikkel Damsgaard, der efter to mål mod AaB er noteret for 11 scoringer i denne superligasæson.

– Man kan finde mange gode rum mod et hold, der presser og gerne vil spille. Det gjorde det til en god kamp for mig, siger teenageren.

Mohammed Kudus har ligeledes scoret 11 mål gennem den indeværende ligasæson efter to mål i Aalborg.

/ritzau/