Sprudlende Real Madrid nedlægger Wass og Valencia

Real Madrid sikrede sig torsdag aften en flot 3-0-sejr over Valencia og holder dermed trit med FC Barcelona i toppen af den bedste spanske fodboldrække.

Sejren betyder, at hovedstadsklubben med 62 point har to point op til Barcelona på førstepladsen. Valencia ligger på ottendepladsen med 43 point.

Torsdagens opgør blev afviklet uden tilskuere på Alfredo Di Stéfano Stadion, der typisk bruges af Real Madrids reservehold.

Daniel Wass startede inde for gæsterne på højre back, og den 31-årige dansker fik samtlige minutter i opgøret.

Kampen startede livligt med fine takter fra Real Madrid. Men Valencia bed også fra sig, og efter knap et kvarters spil var angriber Rodrigo yderst tæt på at sende gæsterne i front. Afslutningen endte dog på stolpen.

Godt fem minutter senere lykkedes det Rodrigo at sende bolden ind bag Thibaut Courtois i Madrid-målet. Efter længere tids videogennemsyn blev scoringen dog underkendt på grund af en snæver offside.

Real Madrids offensive profil Eden Hazard havde i første halvleg flere gode muligheder, men belgieren manglede lige det sidste i afslutningerne.

Efter knap en times spil viste Daniel Wass fin defensiv styrke, da han afviste Madrid-backen Ferland Mendy, der blev forsøgt spillet fri af Karim Benzema.

Kort efter lykkedes det dog for hjemmeholdet at bringe sig foran.

Eden Hazard kombinerede med Luka Modric, inden Hazard viste overblik ved at lægge bolden til rette for Benzema. Den franske skarpretter svigtede ikke og sendte sikkert bolden fladt over i det lange hjørne.

Efter målet satte Real Madrid sig tungt på resten af opgøret.

Føringen blev fordoblet, da Marco Asensio på imponerende vis flugtede bolden i kassen, kort efter at han var blevet skiftet ind. Forinden var Daniel Wass blevet rundet af Mendy, der serverede bolden for spanske Asensio.

Kort før tid satte Karim Benzema kronen på værket, da han modtog bolden i feltet, chippede den videre til sig selv i luften med højre ben og bankede den ind højt oppe i målet med venstre ben.

Det blev opgørets sidste scoring, og til allersidst fik Valencias indskiftede Lee Kangin også direkte rødt kort.

/ritzau/