Asensio fremhæver hårdt arbejde bag målrigt comeback

Real Madrids Marco Asensio var lykkelig efter sin tilbagevenden fra en lang skadespause, som han kronede med et mål og en assist mod Valencia torsdag.

– Jeg er fyldt af følelser og tilfredsstillelse, fordi der er så meget arbejde bag det her, siger Marco Asensio til den spanske tv-kanal Movistar efter kampen.

– Det vigtigste er, at jeg har det godt, at vi vandt, og at jeg er med i den sidste del af sæsonen.

Marco Asensio har siddet ude med en korsbåndsskade i over et år og spillede sin seneste betydningsfulde kamp for Real Madrid 19. maj 2019.

Efter blot et minut på banen i det 74. minut fordoblede han Real Madrids føring til 2-0, efter at Karim Benzema havde scoret til 1-0 efter en times spil.

Fem minutter før tid fuldendte Asensio sit flotte comeback med en assist med ydersiden af foden til Benzema, der flugtede bolden i mål til slutstillingen 3-0.

Real Madrids cheftræner, Zinedine Zidane, var også glad for at se sin 24-årige kantspiller tilbage.

– Jeg har sagt til Asensio, at jeg er glad på hans vegne, og at han skal nyde det, siger Zidane til Movistar.

Med sejren er Real Madrid to point efter Barcelona i toppen af La Liga efter 29 kampe. Barcelona møder Sevilla på udebane fredag.

/ritzau/