Uefa vil have færre hovedstødsøvelser i ungdomsfodbold

Mængden af hovedstødsøvelser i ungdomsfodbold bør mindskes for at beskytte unge spillere mod hovedskader, meddeler Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) torsdag.

Det skriver Reuters.

Anbefalingerne for ungdomsspillere kommer som en del af et sæt vejledende regler, der blev godkendt af Uefa på baggrund af undersøgelser, som fodboldforbundet havde bestilt ved det tyske Saarland Universitet og Hampden Sports Clinic i Skotland.

Uefa sagde, at målet med de vejledende regler er at mindske hovedstød i en sådan grad, det er nødvendigt, uden at det går ud over spillets popularitet.

Både Det Engelske Fodboldforbund, Det Skotske Fodboldforbund og Det Nordirske Fodboldforbund har sat en stopper for hovedstød til træning i U12-fodbold.

/ritzau/Reuters