Tottenham-stjerne får karantæne og bøde for coronajoke

Tottenham-stjernen Dele Alli kommer ikke til at spille, når London-klubben i næste uge genstarter i Premier League efter tre måneders coronapause.

Dele Alli har fået en karantænedag, fordi han tilbage i februar jokede med coronavirus på et socialt medie.

Desuden har offensivspilleren modtaget en bøde på 50.000 pund, svarende til 415.000 kroner for forseelsen.

Det har Det Engelske Fodboldforbund (FA) besluttet, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Alli offentliggjorde en video på det sociale medie Snapchat, hvor han i en lufthavn iført en maske tilsyneladende hånede en mand med asiatisk udseende.

Senere undskyldte han for episoden.

– Det var ikke sjovt. Det indså jeg med det samme og pillede den (videoen, red.) ned. Jeg svigtede mig selv og klubben. Jeg ønsker ikke, at I skal have sådan et indtryk af mig, skrev Dele Alli på Weibo, der er et socialt medie i Kina.

Tottenham skal i den første kamp efter pausen møde Manchester United 19. juni.

Tottenham ligger nummer otte med fire point op til Manchester United på femtepladsen.

/ritzau/Reuters/