2. divisionsspillere kritiserer spillerforeningen i brev

To fodboldspillere fra 2. division er bekymrede for at få skader, når divisionen genoptages i weekenden efter en kort opstart.

Det skriver de to spillere fra 2. divisionsklubben Brønshøj Boldklub Jamil Fearrington og Lars Emil Juel Andersen i et brev.

– En langvarig periode uden holdtræning er desværre forbundet med store idrætsfysiologiske konsekvenser, og derfor påtager vi os en uhørt forhøjet risiko for skader.

– Det er derfor efter vores bedste overbevisning bestemt ikke forsvarligt over for spillernes helbred at påbegynde afviklingen af turneringen med så kort en opstart.

2. divisionsklubberne fik først at vide mandag, at sæsonen kunne genoptages, efter at udbruddet af coronavirusset havde sat alle danske fodboldligaer på pause.

Først onsdag blev kampprogrammet offentliggjort, hvor 12 hold skal i aktion lørdag og 12 hold søndag.

Spillerne i 2. division har været hjemsendt under pausen af hensyn til at kunne få lønkompensation fra staten, og spillerne har derfor ikke kunnet træne på samme måde som normalt.

Jamil Fearrington og Lars Emil Juel Andersen er skuffede over, at spillerne ikke er blevet taget med på råd i beslutningen om, hvornår ligaen skulle genoptages.

– Konsekvenserne af skader vil for os være langvarige og med stor sandsynlighed kunne påvirke fremtidig arbejdskapacitet.

– Vi vil derfor gerne på det kraftigste gøre Divisionsforeningen opmærksom på, at den anvendte fremgangsmåde tilsidesætter hensyntagen til spillernes førlighed, og understrege, at vi er skuffede over, at spillerne ikke er blevet taget mere med på råd igennem Spillerforeningen.

/ritzau/