Troels Bech-kender: Han er god til at samle en trup

Troels Bech er et fornuftigt trænervalg i Esbjerg, fordi han kan få alle til at gå i samme retning og tager spillerne med på råd.

Det fortæller Frank Hansen, der har spillet under Troels Bech i Esbjerg fra 2006 til 2008 og i Silkeborg fra 2009 til 2012.

– Han er sindssygt god til at få alle mand med på den plan, han har. Han er god til at få sin spillestil ind under huden på folk, så alle trækker i samme retning.

– Jeg oplevede ham som god mandskabsmæssigt. Han er god til at tage spillere med på råd og give dem ansvar. Man følte, man blev hørt og set, når han spurgte en til råds, siger Frank Hansen.

I Esbjerg er Troels Bech ansat for resten af denne sæson, hvor holdet i nedrykningsspillet skal forsøge at sikre sig en ny sæson i Superligaen.

– Det er jo et sindssygt svært udgangspunkt, han og Esbjerg har. Men hvis der er nogen, der kan gøre det, så er det Troels.

– Man skal heller ikke undervurdere den effekt, det giver, at der bliver rusket op i det hele. Jeg tror, at Troels kan give truppen noget selvtillid og gejst, vurderer Frank Hansen.

Troels Bech, som omskolede Frank Hansen fra back til central midtbanespiller, er en trænertype, der ynder at stække de andre hold med overraskende taktiske ændringer.

– I Silkeborg-tiden lavede han tit om på holdopstillingen for at ramme modstanderen på svage punkter. Han kunne godt finde på at sætte en angriber ud på venstre kant.

– Han har sine egne idéer, men han er heller ikke bleg for at ændre nogle ting for at ødelægge det for modstanderen, forklarer Frank Hansen.

Mens andre trænere ikke altid kiggede Frank Hansens vej, så forsøgte Troels Bech at få det optimale ud af den alsidige og løbestærke spiller.

– Det var jo ham, der skød min karriere i gang, og han gav mig tillid. Det var altafgørende for min karriere.

– Det var også derfor, jeg ikke havde betænkeligheder ved at flytte med ham til Silkeborg, da han havde været træner der i noget tid, og min kontrakt i Esbjerg udløb, husker Frank Hansen.

Troels Bechs første opgave bliver fredagens hjemmekamp mod Randers FC.

/ritzau/