Harder hjælper Wolfsburg i sjette pokalfinale i træk

Den danske landsholdsangriber Pernille Harder scorede et enkelt mål for Wolfsburg, som onsdag gik videre til pokalfinalen.

Wolfsburg vandt semifinalen ude mod Bielefeld med hele 5-0, og Pernille Harder scorede det første mål.

Det er sjette gang i træk, at Wolfsburg er nået hele vejen til pokalfinalen i Tyskland.

Pernille Harder omsatte et straffespark til mål efter 16 minutters spil, og danskeren blev siden skiftet ud efter første halvleg.

På det tidspunkt var Wolfsburg foran 2-0, da også Pia-Sophie Wolter havde nettet.

I anden halvleg scorede Cláudia Neto to gange, inden Sara Gunnarsdóttir lukkede og slukkede målshowet.

Pokalfinalen spilles 4. juli i Köln.

/ritzau/