Divisionsforeningen slår fast: 500 personer på stadion i alt

Der er tilsyneladende opstået en smule forvirring om, hvor mange tilskuere der reelt må lukkes ind til fodboldkampe i Danmark.

Tidligere tirsdag meldte Vejle ud, at der lukkes 500 tilskuere ind til kampen i 1. division mod Skive. Lidt senere lød meldingen så fra AaB, at blot 278 tilskuere kan få adgang til onsdagens pokalsemifinale mod AGF, fordi de 500 personer inkluderer spillere, trænere, medier og andre ansatte.

Divisionsforeningen har sendt et skriv ud til klubberne, der slår fast: Der må kun befinde sig 500 personer på stadion alt i alt.

Det oplyser Divisionsforeningens direktør, Claus Thomsen, til Ritzau.

Meldingen harmonerer ikke med Kulturministeriets hjemmeside, hvor der mandag blev udsendt en pressemeddelelse med formuleringen:
– Regeringen og Folketinget er enige om at tillade 500 tilskuere til idrætsbegivenheder.

Men Divisionsforeningen har været i direkte kontakt med ministeriet, som over for foreningen har tydeliggjort, at de 500 personer tæller samtlige mennesker på stadion.

Både Divisionsforeningen, klubberne og de to politiske partier De Radikale og Venstre har argumenteret for, at der kan åbnes for langt flere end 500 tilskuere på en sundhedsforsvarlig måde.

Mandag lød det så fra regeringen, at den vil “indkalde til drøftelser vedrørende et forsøg med afvikling af superligafodbold med flere end 500 tilskuere på en sundhedsmæssigt forsvarlig måde”.

/ritzau/