TV2: Regeringen ønsker forsøg med flere end 500 tilskuere

Fredag lagde regeringen op til, at der fra næste fase af genåbningen kan komme 500 tilskuere på stadion til eksempelvis superligakampe, men nu vil regeringen gennemføre et forsøg, hvor flere får lov at komme ind.

Det erfarer TV2, der er kommet i besiddelse af et brev, som statsminister Mette Frederiksen (S) har sendt til partilederne.

– Såfremt partierne er indstillede på det, vil regeringen imidlertid foreslå en aftale om, at der i løbet af etape 1 gennemføres et forsøg, hvor der kan afvikles en eller flere superligakampe med et større antal tilskuere end 500, lyder det.

Mette Frederiksen understreger dog, at det forudsætter, at sundhedsmyndighederne vurderer, at der kan laves en forsvarlig model.

– På baggrund af forsøget vil sundhedsmyndighederne, politiet og eventuelt andre relevante myndigheder kunne evaluere, om det er foregået sundhedsmæssigt forsvarligt, lyder det i brevet.

Efter at der fredag blev åbnet op for, at der kan komme op til 500 tilskuere til fodboldkampe, var blandt andet FC København ude med en plan for, hvordan der forsvarligt kan lukkes endnu flere ind, da man ikke mener, at 500 vil gøre nogen forskel.

FCK udarbejdede en model, hvor Parken kunne opdeles i 21 sale med 500 i hver, så der i alt kunne lukkes 10.500 tilskuere ind.

Mette Frederiksens brev melder ikke noget om, hvor forsøget skal afprøves.

/ritzau/