Sønderjyske erkender foreløbig sløj sæson

Da Sønderjyske søndag fik 2-2 hjemme mod Silkeborg, blev der samtidig sat et punktum på grundspillets 26 spillerunder i 3F Superligaen.

Et grundspil, som resulterede i en 11.-plads og 27 point for sønderjydernes vedkommende.

Den placering var ikke, hvad sportschef Hans Jørgen Haysen håbede på inden sæsonen.

– Jeg tror, vi alle havde forestillet os have flere point nu, så det er vi selvfølgelig ikke tilfredse med, siger Haysen.

Holdet har indtil videre i sæsonen blot vundet seks kampe, spillet uafgjort ni gange og tabt 11 gange.

De mange uafgjorte kampe irriterer cheftræner Glen Riddersholm.

– Vi har spillet alt for mange uafgjorte kampe, hvor vi har haft mulighed for flere point.

– Vi må kigge indad og sige, at vi har pisset point væk i kampe, hvor vi egentlig har været i kontrol, siger en ærgerlig Riddersholm.

I slutning af efteråret ramlede Riddersholms mandskab ind i en periode med fem nederlag i seks kampe, men cheftræneren så alligevel sit hold rejse sig igen inden coronapausen.

– Det var hårdt mentalt i den periode, men jeg synes, at vi har rejst os i det her forår inden pausen, siger han.

11.-pladsen i grundspillet giver Sønderjyske en foreløbig tredjeplads i nedrykningsslutspillets pulje 1, hvor Silkeborg skraber bunden med 16 point og dermed 11 point op til tredjepladsen.

Sønderjyske har fem og seks point op til Lyngby og OB, som lige nu er placeret på de to øverste pladser, der sikrer overlevelse.

Det er også, hvad Riddersholm nu vil jagte.

– Vi skal række ud efter at nå Lyngby i første omgang og dernæst OB, for vores ambition er selvfølgelig at ende på en af de to øverste pladser, siger Riddersholm.

I nedrykningspuljerne skal holdene både møde hinanden ude og hjemme.

/ritzau/