Holdkammerat om komets frisørbommert: Skal blive voksen

De to Borussia Dortmund-profiler Jadon Sancho og Manuel Akanji blev fredag idømt bøder, efter at de var blevet klippet af en frisør uden at bære mundbind, som de nuværende coronaregler ellers foreskriver det.

Seks Dortmund-spillere deltog i seancen, hvor en frisør var inviteret hjem til en af spillerne, og i den forbindelse fik frisøren taget fotos med Dortmund-spillerne, som efterfølgende blev delt på sociale medier, og her var tydeligt, at Sancho og Akanji ikke bar mundbind.

Mens Akinji er 24 år og har flere år på bagen i karrieren, er angrebskometen Sancho kun næsten lige fyldt 20 år, og holdkammeraten Emre Can opfordrer ham til at blive mere moden.

– Jadon er en god fyr, men på nogle punkter skal han blive klogere. Selvfølgelig skal man til frisøren en gang imellem, men han bør blive en smule klogere og skal blive mere voksen, siger Emre Can til Sky ifølge nyhedsbureauet AFP.

Han mener, at det også er op til de mere rutinerede spillere i truppen at hjælpe engelske Sancho.

– Vi er nødt til at guide Jadon. Han har ikke råd til at begå fejl som den i fremtiden. Vi er ikke sure på ham, men han er nødt til at være mere disciplineret.

– Jeg tror ikke, at han har gjort det med vilje for at skabe en skandale. Måske stoler han bare for meget på folk, siger Emre Can.

Han scorede sejrsmålet, da Dortmund lørdag aften vandt 1-0 på hjemmebane over Hertha Berlin. Frisørsynderne Sancho og Akanji spillede begge kampen.

/ritzau/