Tottenhams Son nød tre hårde uger i Sydkoreas militær

Tottenhams sydkoreanske profil, Son Heung-min, havde en god oplevelse, da han i sidste måned aftjente sin værnepligt i Sydkoreas militær.

Det siger han til den engelske Premier League-klubs egen tv-kanal.

– Det var en god oplevelse. Jeg kan ikke fortælle alt, hvad vi lavede, men jeg nød det virkelig. Og det var sammen med nogle gode gutter, siger han.

Son færdiggjorde sine tre ugers obligatoriske ophold hos det sydkoreanske militær i sidste måned. Det skete, mens den bedste engelske række lå stille på grund af udbruddet af coronavirus.

– De tre uger var hårde, men jeg prøvede bare at nyde det, siger Son.

Den 27-årige offensive profil er sluppet for at skulle aftjene den fulde værnepligt på næsten to år. Årsagen er, at han var med til at sikre Sydkorea guldmedaljer ved Asian Games i 2018.

Han var dog stadig pålagt at aftjene en kortere periode.

– Den første dag kendte vi ikke hinanden så godt, så det var lidt underligt. Men vi lærte hurtigt hinanden at kende. Vi tilbragte hver dag sammen i ét rum med ti personer, siger Son Heung-min.

Sydkoreaneren var ude med en brækket arm, da Premier League blev afbrudt i midten af marts. Han er dog kommet sig i mellemtiden.

– Fysisk har jeg det godt. Jeg arbejder rigtig, rigtig hårdt for at være på mit allerhøjeste niveau, og jeg nærmer mig.

– Alle er tilbage, alle er i god form. Alle vil gerne spille igen, og alle er motiverede, siger Son til Tottenhams tv-kanal, Spurs TV.

Premier League planlægger at vende tilbage den 17. juni.

Tidspunktet for Tottenhams første kamp er endnu ikke fastlagt. Klubben står til at tage imod Manchester United i første kamp efter coronapausen.

/ritzau/AFP