Manager forlænger med Premier League-danskerklub

Manager Ralph Hasenhüttl har skrevet under på en ny fireårig kontrakt med Premier League-klubben Southampton, så han nu er bundet til klubben frem til sommeren 2024.

Det oplyser klubben på sin hjemmeside.

Southampton, der har danskerne Jannik Vestergaard og Pierre-Emile Højbjerg i truppen, hentede Ralph Hasenhüttl til klubben i december 2018 som erstatning for den fyrede Mark Hughes.

– Da jeg ankom, sagde jeg, at det var begyndelsen på en lang rejse, som både ville frembringe følelser og forhåbentlig også glæde.

– Vi har allerede haft øjeblikke at fejre sammen, og øjeblikke, der har været udfordrende, siger Ralph Hasenhüttl til klubbens hjemmeside.

Han klarede frisag i Premier League-bunden i den første sæson med Southampton. Klubben ligger nummer 14 i den aktuelle sæson, inden ligaen senere på måneden genoptages efter coronapausen.

/ritzau/