Århus-back dropper KIF og tager til Frankrig

Han skulle egentlig have skiftet til KIF Kolding, men nu tager Torben Petersen i stedet turen til franske Istres fra næste sæson på en toårig kontrakt.

Århus-profilen er på grund af KIF’s økonomiske problemer kommet ud af sin aftale med klubben og tager altså nu til Frankrig.

Det fortæller han til TV2 Sport.

– Det bliver spændende at prøve sig af i en af de bedste ligaer i verden, siger Petersen til TV2 Sport.

– Jeg havde mange overvejelser, men det har længe været en drøm at skifte til udlandet.

Han var i den forkortede danske håndboldsæson den Århus-spiller, der lavede flest assist, ligesom det blev til 103 scoringer.

Den 26-årige bagspiller har spillet for Århus Håndbold siden 2014.

Istres blev nummer 11 i den franske liga, der også blev afsluttet før tid på grund af coronapandemien, uden at alle kampe blev spillet.

/ritzau/