Divisionsforeningen bekræfter: 2. division splittes op

Fodboldens 2. division ændrer form.

Landets tredjebedste række bliver splittet op til to selvstændige rækker fra 2021/22-sæsonen.

Det oplyser Divisionsforeningen i en pressemeddelelse.

Ændringen er foreslået af klubben B93 og indebærer, at 2. division opdeles og bliver til landets tredje- og fjerdebedste række.

Det betyder, at der i denne sæson kun vil være to nedrykkere – mod de hidtidige fem – samt at næste sæson bliver en overgangssæson med 28 hold. Ligeledes vil fire hold i stedet for tre rykke op fra Danmarksserien i år.

I dag består 2. division af to rækker à 12 hold, og rækkerne er geografisk opdelt i den første del af sæsonen. Næste sæson vil der være 14 hold i hver række, inden de altså bliver splittet op i to selvstændige rækker fra 2021/22.

Den nye struktur betyder, at landets fire bedste rækker vil have samme format fra 2021/22.

Såfremt myndighederne inkluderer 2. division i den næste genåbningsfase, bliver rækken genstartet 14. juni.

/ritzau/