Zlatan slipper med skrækken: Kun skadet i lægmuskel

Akillessenen er intakt.

Zlatan Ibrahimovic slipper med skrækken og har ikke beskadiget sin akillessene, oplyser AC Milan tirsdag.

Den svenske angrebsstjerne blev undersøgt tirsdag, efter at han mandag måtte forlade milanesernes træning med lægproblemer.

Efter undersøgelsen kan Milan konstatere en skade i den højre lægmuskel.

Flere medier spekulerede i en alvorlig skade i akillessenen, men det kan Milan nu afvise.

Det oplyses ikke, hvor lang tid 38-årige Ibrahimovic er ude. Men han skal skannes om ti dages tid, oplyser Milan.

Ibrahimovic er i gang med sin anden tørn i klubben, som han vendte tilbage til i december.

Svenskerens kontrakt løber i første omgang til udgangen af indeværende sæson, men indeholder en option, så den kan forlænges til og med næste sæson.

Siden sit comeback har Ibrahimovic lavet fire mål i ti kampe for Milan.

Angriberen har i coronapausen været hjemme i Sverige, hvor han blandt andet har trænet med i klubben Hammarby, som han er medejer af.

Serie A har været på pause siden starten af marts. Ligaen håber på at kunne gennemføre sæsonen, men det ligger endnu ikke fast, hvornår der igen bliver spillet kampe.

/ritzau/