French Open vil undgå kalenderproblemer med US Open

Der er ingen grund til at frygte, at grand slam-turneringerne French Open og US Open kommer til at devaluere hinanden, fordi de ser ud til ligge tæt i kalenderen.

Sådan lyder det fra French Open-direktør Guy Forget, efter at det ellers har vakt kritik i tennisverden, at French Open-starten er flyttet fra 24. maj til 20. september – blot en uge efter finalen i US Open på den anden side af Atlanterhavet.

Han er sikker på, at begge turneringer – hvis de kan afvikles – vil blive placeret på terminer, så de ikke presser topspillerne til at prioritere den ene grand slam-turnering frem for den anden.

– Den officielle beslutning er ikke truffet endnu. French Open vil sandsynligvis blive spillet fra slutningen af september til begyndelsen af oktober.

– Vi arbejder tæt sammen med ATP og WTA (arrangørerne af herrernes og kvindernes tennistours, red.) og Det Internationale Tennisforbund om fælles at kunne meddele, hvordan turneringskalenderen ser ud i slutningen af året, siger Guy Forget til den franske radiostation Europe 1 ifølge Reuters.

Han peger blandt andet på, at coronakrisen gør det usikkert, om US Open i New York overhovedet kan afvikles ugerne inden den sandsynlige dato for French Open.

– Der er så mange spørgsmålstegn. New York er mere påvirket af coronavirus end Frankrig. De har også organiseringsproblemer, og i midten af juni vil de melde ud, hvordan det ser ud i forhold til at afvikle US Open, siger French Open-direktøren.

Grand slam-turneringen Wimbledon, der skulle afvikles i juni og juli, er blevet aflyst.

/ritzau/