Uefa bekræfter: Kvinde-EM udskudt til 2022

Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) bekræfter på Twitter, at EM i kvindefodbold er udskudt fra 2021 til 2022, hvor det skal spilles fra 6. til 31. juli i England.

Beslutningen blev bekræftet på et møde i Uefas eksekutivkomité torsdag.

– Da vi skulle tage en hurtig beslutning angående EM i 2020 (for herrer, red.), havde vi konsekvenserne for kvinde-EM i baghovedet. Vi har nøje overvejet alle muligheder, med vores forpligtelse om at udvikle kvindefodbold i tankerne.

– Ved at flytte EM til året efter (2022, red.) sikrer vi, at vores flagskib inden for kvindeturneringer bliver den eneste store fodboldturnering den sommer og får den opmærksomhed, den fortjener, siger Uefa-præsident Aleksander Ceferin i en pressemeddelelse.

Planen er trods udskydelsen at bruge de samme stadioner i England, der var udset til at blive spillet på i 2021, lyder det fra Uefa.

I starten af april oplyste Dansk Boldspil-Union (DBU), at kvinde-EM ville blive udskudt til 2022, men Uefa sagde kort tid efter, at der endnu ikke var taget en endelig beslutning. Det er der altså nu.

DBU oplyste samtidig, at U21-EM for herrer også var udskudt fra 2021 til 2022. Det afviste Uefa ligeledes. Turneringens skæbne er endnu uvis.

EM i herrefodbold, der blandt andet skulle have været spillet i København til sommer, blev i midten af marts udskudt til sommeren 2021 på grund af coronavirus.

Det danske kvindelandshold har fået en god start på kvalifikationen til EM. Pernille Harder og co. har indtil videre vundet alle fem kampe, Danmark har spillet, med en samlet målscore på 29-0. I november blev Georgien slået med hele 14-0.

/ritzau/