Lars Søndergaard: Udskudt EM giver større opmærksomhed

Landstræner Lars Søndergaard vælger at se lyst på, at kvindernes næste fodbold-EM torsdag er rykket fra juli 2021 til juli 2022.

I første omgang havde han håbet på, at man kun ville rykke slutrunden en uge næste sommer, så den ikke kolliderede med mændenes udskudte EM, men der er også fordele ved at rykke slutrunden et år.

– Ofte siger man, at forventningens glæde er den største, og hvis vi kvalificerer os til EM, så vil vi have rigtig lang tid til at glæde os og til at forberede os godt.

– Det er selvfølgelig også fint, at vi ikke skal konkurrere med en herreslutrunde den sommer – der kan maksimalt være U21-EM, hvis det også bliver rykket.

– Jeg tror, at det er rigtig godt, at det bliver en sommer med endnu mere opmærksomhed på kvindefodbold, så jeg vælger at se det positive ved flytningen, siger Søndergaard.

Han har haft på fornemmelsen, at slutrunden i England ikke kun ville blive skubbet med en uge eller to, men et helt år, fordi kvindernes vigtigste mesterskab, OL, også skal spilles i 2021.

– Det kunne nærmest ikke være anderledes, når OL også var blevet rykket til 2021, siger han.

De danske fodboldkvinder er ikke kvalificeret til den udskudte EM-slutrunde endnu, men har vundet de fem første kvalifikationskampe. I efteråret skal de afgørende fem kvalifikationskampe spilles.

Landsholdsanfører Pernille Harder mener, at beslutningen om at rykke slutrunden er rigtig.

– Først og fremmest skal vi kvalificere os, men det er selvfølgelig ærgerligt at skulle vente.

– Når det er sagt, så er situationen alvorlig, og det vigtigste er, at der kommer styr på sundheden, siger Pernille Harder ifølge DR Sporten.

De ni gruppevindere og de tre bedste toere kvalificerer sig til EM, mens de øvrige toere spiller playoffkampe om EM-deltagelse.

1. december i år skal Danmark spille den sidste gruppekamp mod Italien. Dermed kan Lars Søndergaard og co. mere end halvandet år før EM vide, om EM-billetten er i hus eller ej.

– Der er selvfølgelig rigtig lang tid til EM, men det bliver ikke halvandet år uden vigtige kampe. I 2021 begynder kvalifikationen til VM i 2023, så der bliver ikke tid til at hvile på laurbærrene.

– Det betyder, at vi kommer til at have fokus på en VM-kvalifikation og en EM-slutrunde samtidig, hvis vi altså kvalificerer os, siger han.

Nordjydens kontrakt med DBU løber til og med EM i 2021, men da slutrunden nu er rykket, er han ikke garanteret at kunne være træner for Danmark til EM, selv om han måtte få holdet med til slutrunden.

– Det kan være, at vi snakker om det, når vi ved, om vi er kommet til EM, siger Lars Søndergaard.

Han har været landstræner siden 2017.

/ritzau/