Direktør melder Bundesligaen klar til genstart fra 9. maj

Lørdag 9. maj bliver Bundesligaen i fodbold i bedste fald genoptaget med kampe for tomme tribuner.

Det siger ligaens direktør, Christian Seifert, på et pressemøde torsdag.

– Bundesligaen er klar til at blive genoptaget fra 9. maj, men den endelige beslutning skal træffes af politikerne, siger han på et pressemøde ifølge AFP og Bild.

Ifølge fodboldmediet Kicker afviser ligadirektøren, at Bundesligaen kan genoptages allerede weekenden inden.

Han hæfter sig til gengæld ved, at der ikke bliver tale om en koldstart for spillerne, fordi de i modsætning til andre lande har haft nogenlunde betingelser for at træne under ligapausen.

I lighed med de fleste fodboldligaer verden over ligger Bundesligaen stille på grund af coronaviruspandemien. Bundesligaen har været på pause siden 13. marts.

/ritzau/