DBU-formand sår tvivl om EM-kampe i Parken

Dansk Boldspil-Union (DBU) vurderer, at det er fifty-fifty, om Danmark kan afvikle EM-kampene i Parken i 2021. Det fortæller DBU-formand Jesper Møller til DR Sporten.

– Jeg er fortsat bekymret for, om vi kan få afviklet kampene i København. Lige nu vurderer jeg, at det er fifty-fifty, om vi lykkes med, at kampene kan afvikles, siger Jesper Møller til DR Sporten.

Fodbold-EM for herrer er blevet udskudt fra sommeren 2020 til sommeren 2021 på grund af udbruddet af coronavirus.

Det skaber nu stor usikkerhed om de fire planlagte kampe i Parken.

– Alle parter bag projektet er imødekommende og positive og tingene skrider fremad.

– Men der er altså fortsat nogle væsentlige knaster, der skal løses, før vi er sikre på, at kampene kan spilles i København, siger Jesper Møller.

Danmark er kvalificeret til EM, og det var planen, at holdet skulle spille de tre indledende gruppekampe i Parken.

/ritzau/