Corona udskyder offshore-ræset Nord Stream Race

Det var planen, at den internationale sejlsportskonkurrence Nord Stream Race skulle afvikles i juni – heriblandt i København i dagene 22.-24. juni.

Men på grund af coronapandemien er offshore-ræset udskudt. Det er håbet at afvikle sejladserne i september.

Sidste år deltog Peter Warrer som skipper for en dansk besætning fra Kongelig Dansk Yachtklub, og båden endte på en samlet andenplads.

Det er igen Kongelig Dansk Yachtklub, der skal repræsentere Danmark med en båd i årets ræs, der også har deltagelse af både fra Tyskland, Sverige, Finland og Rusland.

Der var inden udskydelsen ikke sat navne på skipper eller resten af den danske besætning på arrangørens hjemmeside.

Årets Nord Stream Race var sat til at begynde i tyske Kiel 20. juni, og bådene skulle slutte 4. juli i St. Petersburg i Rusland. Sejladserne skulle forbi både København, Stockholm og Helsinki.

– Afhængig af den fremtidige situation og udvikling, så bliver 5. september overvejet som en mulig alternativ startdato, skriver arrangørerne af Nord Stream Race på sin hjemmeside.

Arrangørerne vil følge udviklingen og håber på at finde frem til en ny startdato, som man vil melde ud senest i juni.

Vladimir Liubomirov, chef i St. Petersburg Yacht Club, som er den sejlklub, der organiserer Nord Stream Race, forklarer beslutningen.

– Den officielle udskydelse af ræset vil fjerne usikkerheden om planlægningen i sommerperioden og stadig kunne sikre bedst mulig forberedelse for atleter og klubber, siger Vladimir Liubomirov.

Nord Stream Race i 2020 vil, hvis det bliver afviklet, være den niende udgave af den internationale sejlsportskonkurrence.

I offshoresejlads konkurrerer sejlerne i større kølbåde i op til flere døgn, hvilket betyder, at besætningen typisk sover og tilbereder mad om bord på bådene.

Offshoresejlads bliver i 2024 en del af programmet ved OL i Paris. Det bliver i en to-personers båd, hvor der er krav om, at der både er en mand og en kvinde om bord.

/ritzau/