DIF tænker kreativt for at starte fodbold og kontaktsport

Mens der er givet grønt lys til, at nogle sportsgrene på breddeplan kan sættes i gang igen efter coronapausen – blandt andet tennis og golf – er der længere udsigter for sport med fysisk tæt kontakt.

Det gælder sportsgrene som fodbold og håndbold, hvor bredden må væbne sig med tålmodighed, og på eliteplan er særligt dansk fodbold spændt på udviklingen, da man i modsætning til i håndbold agter at spille sæsonen færdig på højeste plan.

I Danmarks Idrætsforbund (DIF) lægger man hovederne i blød i håbet om hurtigere at kunne vende tilbage i kontaktsport.

– Vi arbejder på at finde kreative løsninger med hensyn til igen at have arrangementer, inden for hvad der er forsvarligt. Det er kontaktsport generelt herunder fodbold, siger DIF-formand Niels Nygaard.

– Det kan være i form af beskyttelsesmidler, så man minimerer risikoen så meget som muligt, men jeg kan ikke komme nærmere ind på, hvad det rent teknisk kan være. Det er for tidligt.

Formanden mener, at man er nødt til at se på løsninger for at komme i gang igen.

– Det er et skræmmende perspektiv, hvis vi langt ud i fremtiden ikke kan have nærkontakt, så vi må finde nogle kreative løsninger, lyder det fra Niels Nygaard.

Han fortæller, at man blandt andet er i kontakt med Dansk Boldspil-Union (DBU) for at se på mulige tiltag. På et efterfølgende stadie vil man tale om mulighederne med sundhedsmyndighederne.

Nygaard håber også, at sundhedsmyndighederne snart kan give et svar på, om fodboldens Superliga kan betragte sig selv som en arbejdsplads og ikke en forsamling, så man inden for aktuelle regler kan sætte ligaen i gang igen uden tilskuere.

– Det ved vi ikke på nuværende tidspunkt, men vi håber at få det defineret i løbet af de næste dage, siger Nygaard.

Det nuværende forsamlingsforbud er på ti personer frem til i hvert fald 10. maj. Hen over sommeren kan det blive hævet til maksimalt 500 personer inden 1. september.

/ritzau/