Uefa-præsident før møder: Tv-fodbold kan skabe glæde

Mens langt de fleste sportsbegivenheder er aflyst denne sommer, håber man stadig at kunne afslutte sæsonens fodboldturneringer trods den globale coronakrise ved at forlænge sæsonen ind i sommerperioden.

Tirsdag venter en videokonference med de 55 medlemslande i Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa), hvor ikke mindst dette tema er på dagsordenen.

– Vi har ikke en definitiv frist. Jeg er af natur optimist og tror, at vi kan komme i gang og komme i mål med de nationale og europæiske turneringer.

– Men vi vil lytte til myndighederne og afvente beskeder fra dem, siger Uefa-præsident Aleksander Ceferin til Corriere della Sera.

I så fald skal man dog regne med, at kampene bliver afviklet uden tilskuere, men efter en lang periode uden sport overhovedet, kan selv tv-sport skabe stor glæde blandt fans, vurderer præsidenten.

– Det bliver åbenlyst uden tilskuere i starten. Alligevel kan det skabe glæde, som fodboldfans virkelig trænger til, siger Ceferin.

Tirsdagens videokonference fungerer mest som oplysning til medlemslandene, inden der torsdag er bestyrelsesmøde i Uefa.

Blandt andet skal der findes datoer til de resterende kvalifikationskampe til EM, og det kan ske i denne uge.

Uefa har tidligere udsat sommerens EM-slutrunde til sommeren 2021.

Der skal også findes terminer til Champions League og Europa League.

Uefas ambition er, at der i disse turneringer skal spilles i finaler i slutningen af august.

Endelig er det Uefas ambition, at alle nationale turneringer spilles til ende.

/ritzau/NTB