Kinesisk topklub har yderligere to kæmpestadioner på vej

De velhavende ejere af den kinesiske fodboldklub Guangzhou Evergrande vil bygge yderligere to stadioner med en kapacitet på hver 80.000 tilskuere.

I forvejen er klubben, der er forsvarende mester, i gang med et bygge et nyt hjemmestadion med plads til 100.000.

Klubberne i Kinas Superliga opfører eller renoverer i stor stil stadioner med blikket rettet mod to kommende internationale turneringer.

I 2021 skal en opdateret udgave af Fifas VM for klubhold afvikles i Kina, og året efter gælder det Asian Cup for landshold.

Ifølge nyhedsbureauet AFP kan hastigheden i udbygningen af fodboldens infrastruktur øge spekulationer om, at Kina er ved at bringe sig i stilling til at lægge et bud ind på at få værtskabet for VM – sandsynligvis i 2030.

Evergrande Group, der en stor ejendomsudvikler, har endnu ikke oplyst, hvor de to nye stadioner skal placeres. Og på sociale medier opfordrer ejeren af Guangzhou Evergrande klubbens tilhængere til at udpege deres favoritdesign.

– Evergrande planlægger at bygge yderligere to 80.000-sæders fodboldanlæg og inviterer alle til at anbefale to af de seks foreløbige (arkitektoniske) udkast, skriver Evergrande Group.

Torsdag blev spaden stukket i jorden til Guangzhou Evergrandes “iøjnefaldende” nye hjemmebane.

Med en pris på 12 milliarder yuan (cirka 11,7 milliarder kroner, red.) bliver stadionet med sine 100.000 pladser en anelse større end FC Barcelonas berømte Camp Nou.

Det nye stadion ventes at blive indviet ved udgangen af 2022.

Stifteren af Evergrande Group er milliardæren Xu Jiayin, som er blandt Kinas rigeste personer.

Klubbens nuværende træner er italieneren Fabio Cannavaro, der i 2006 var med til at vinde VM for sit land.

/ritzau/AFP