AaB tilbagekalder spillere og påbegynder gruppetræning

Spillerne og trænerstaben i superligaklubben AaB vender mandag tilbage på arbejde efter at have været hjemsendt siden 1. april.

Spillerne skal fremover træne i mindre grupper, så de overholder myndighedernes anbefalinger, samtidig med at de kommer i bedre fysisk forfatning, inden en eventuel genstart af Superligaen bliver meldt ud.

Det oplyser klubben i en pressemeddelelse.

AaB-sportschef Inge André Olsen håber, at hele holdet snart kan træne sammen igen.

– At vi nu har valgt at indlede den tilladte træning i grupper med otte spillere sker med henblik på, at vi har en forhåbning om, at vi inden for en overskuelig fremtid også kan udvide til fællestræning.

– Grupperne af otte spillere fordeles på tre forskellige baner rundt på anlægget, og når træningen er afsluttet, går spillerne direkte til deres biler og kører hjem igen, siger sportschefen.

Aalborg Kommune har kun givet AaB’s førstehold tilladelse til at benytte træningsbanerne. AaB opfordrer til, at fans ikke møder op for at overvære træningen.

– Helt generelt opfordrer vi til, at alle fortsat viser hensyn og adfærd i henhold til regeringens anvisninger, så alle mennesker og samfundet som helhed kan komme så helskindet igennem denne svære tid som muligt, og vi for vores vedkommende forhåbentlig inden længe kan genoptage kampene i Superligaen og Sydbank Pokalen, siger Inge André Olsen.

Flere superligaklubber har i de seneste uger også trænet i mindre grupper, mens andre har valgt at sende spillerne hjem uden træningspligt for at få lønkompensation af staten.

/ritzau/