Belgisk landstræner: Hazard er tæt på at kunne løbe

Belgiske Eden Hazard er kommet sig godt efter en operation i den ene fod, og Real Madrid-stjernen er tæt på at kunne løbe igen.

Det siger Robert Martinez, der er belgisk landstræner i fodbold.

– Jeg ved, at han er kommet sig godt. Han er ikke langt fra at kunne løbe igen, og der er ingen komplikationer, siger Robert Martinez ifølge Reuters til flere belgiske medier.

Den belgiske landstræner nævner dog ingen dato for, hvornår Eden Hazard vil være kampklar igen, efter at stjernespilleren blev opereret i sin højre fod i Dallas i begyndelsen af marts, lige inden coronakrisen brød ud i Europa.

– Alt forløb godt med operationen, og man håber altid, at der ikke opstår komplikationer i de første fire til fem uger efter en operation, og det gjorde der ikke.

– Vi ved, at han vil komme stærkere tilbage. Det var selvfølgelig også heldigt, at han blev opereret, lige inden coronakrisen brød ud, siger Robert Martinez.

29-årige Eden Hazard skiftede før sæsonen fra Chelsea til Real Madrid, men han har indtil videre haft en omtumlet tid i den spanske storklub, hvor han ikke har haft mulighed for at indfri de store forventninger til ham.

Hazard blev skadet i foden 22. februar, da Real tabte til Levante, og da var han stort set lige kommet tilbage, efter at han forinden havde været ude i næsten tre måneder med en ankelskade.

Derfor er Eden Hazard blot noteret for 15 kampe i alle turneringer for Real Madrid indtil nu i denne sæson.

Den bedste spanske række er i øjeblikket suspenderet på grund af coronapandemien, og det har givet Eden Hazard mulighed for at restituere uden at miste kampe.

/ritzau/Reuters