Kim Andersen om Tour-udsættelse: Dejligt med afklaring

Onsdag fik det internationale cykelmiljø en smule afklaring i forhold til resten af 2020.

Tour de France er udskudt og står nu til at starte 29. august, ligesom Giro d’Italia, Vuelta a Espana og de store monumenter efter planen også vil blive afviklet i den sidste halvdel af året på endnu ukendte datoer.

Hos World Tour-holdet Trek glæder Kim Andersen sig over udsigten til at komme på landevejene igen.

– Det er dejligt og en lettelse, at der er kommet noget afklaring. Vi er alle sammen glade for, at det i det hele taget kan lade sig gøre at køre løbene. Rytterne går jo rundt som løver i et bur, siger den danske sportsdirektør.

Der går dog stadig lidt, før Trek begynder at lægge planerne for, hvordan holdet skal gribe den tætpakkede kalender an.

– Vi er nødt til at have flere detaljer, før vi kan begynde at lægge planer. Vi mangler stadig mange andre datoer, siger Kim Andersen.

– Lige siden det (coronakrisen, red.) startede, har vi sagt til rytterne, at de skal tage det roligt, for når først løbene går i gang, så får de ikke trænet ret meget, men skal bare køre løb, og sådan bliver det jo nok også nu. Fra et løb til et andet.

Han forudser, at den tætpakkede kalender vil føre til mere uforudsigelighed og underholdning.

– Det er meget spændende, fordi der bliver ikke så meget specifik opbygning til de enkelte løb, så jeg kan forestille mig, at vi vil få nogle meget spændende cykelløb at se, siger Trek-sportsdirektøren.

/ritzau/