NFL-træner er smittet med coronavirus

New Orleans Saints-cheftræner Sean Payton er smittet med coronavirus. Det bekræfter han over for ESPN torsdag.

Dermed er han den første person i The National Football League (NFL), der officielt er smittet.

– Sean Payton sagde, at han ville ud med sin coronavirus-diagnose, fordi han vil have alle folk til at følge myndighedernes anbefalinger og blive inde og opføre sig ansvarligt, skriver ESPN-journalisten Adam Schefter på Twitter.

I mandags blev træneren testet, og resultatet kom torsdag.

Sean Payton er en rutineret herre i NFL. Han er noteret for 131 sejre og 77 nederlag for New Orleans Saints.

I 2009 førte han New Orleans Saints til Super Bowl-triumf – klubbens hidtil eneste.

/ritzau/