NFL-ikonet Brady skifter til Tampa Bay efter årtier hos Patriots

Quarterbacken og NFL-ikonet Tom Brady, der har vundet Super Bowl seks gange, vil skrive under med Tampa Bay Buccaneers.

Det skriver flere medier.

Ifølge Ian Rapoport, som arbejder for NFL Network Insider, fortæller en kilde tæt på forløbet tirsdag aften lokal tid, at der skulle være grundlæggende enighed mellem Tampa Bay og Brady om en aftale på 30 millioner dollar om året.

Det svarer til godt og vel 200 millioner kroner.

Buccaneers har base i Tampa i delstaten Florida. Med skiftet håber Brady muligvis på at blive den første quarterback efter Peyton Manning, der vinder Super Bowl med to forskellige hold.

42-årige Brady har været synonym med New England Patriots igennem årtier, men tirsdag fortalte han, at han forlader klubben.

Hans udmelding kom, en dag inden at han blev kontraktfri.

Tom Brady er historiens mest vindende spiller i NFL med seks Super Bowl-sejre og regnes bredt for en af sportens største nogensinde.

Han blev draftet af New England Patriots i 2000 og har været i klubben lige siden.

Under hans kyndige ledelse blev holdet ført til en overraskende Super Bowl-triumf i starten af 2002. Det blev startskuddet til et årtusind, hvor New England har været NFL’s suverænt mest dominerende hold.

Siden sejren i 2002 er det blevet til otte Super Bowl-deltagelser yderligere med Brady som quarterback og Bill Belichick som cheftræner. Af dem er fem endt i triumfer.

Tiden hos Patriots endte dog med en skuffelse, da holdet blev slået ud af slutspillet af Tennesse Titans i januar.

/ritzau/Reuters