Japansk minister: OL uden atleter giver ikke nogen mening

De Olympiske Lege til sommer “vil ikke give mening”, hvis de deltagende lande ikke har mulighed for at sende deres atleter til Japan.

Det siger Japans vicepremierminister, Taro Aso, der også er finansminister, tidligt onsdag morgen dansk tid.

Selv hvis Japan formår at inddæmme udbruddet af coronavirusset lokalt, så kan det stadig blive en udfordring for landene at sende deres atleter til Japan.

– Som premierministeren har sagt, er det attraktivt at afholde OL i et miljø, hvor alle føler sig trygge og glade, siger han i det japanske parlament.

– Men det er ikke noget, som Japan kan bestemme alene.

I Japan er en kvalifikationsturnering i gymnastik, som skulle være afholdt i næste måned, desuden blevet aflyst onsdag morgen dansk tid.

Den amerikanske stjerne Simone Biles skulle have været blandt deltagerne.

Turneringen skulle være afholdt fra 4. til 5. april i Tokyo. For blot få dage siden lød det, at turneringen ville blive afholdt uden tilskuere.

– På grund af konsekvenserne af spredningen af coronavirusset i Europa og aflysninger af verdensmesterskaber i andre lande, har mange atleter og dommere besluttet ikke at deltage i begivenheden, lyder forklaringen på aflysningen onsdag.

Et andet OL-arrangement indenfor rytmisk gymnastik, der skal afholdes 6. april, står stadig til at blive gennemført som planlagt.

Tvivlen om, hvorvidt OL kan begynde som planlagt den 24. juli er taget til over de seneste dage og uger.

Arrangørerne har insisteret på fortsat at holde forberedelserne i gang.

Tirsdag lød det, at arrangørerne havde taget den “hjerteknusende” beslutning at nedjustere noget af den olympiske flammes rejse tværs over Japan, som skulle begynde fredag.

Den Internationale Olympiske Komité (IOC) ventes onsdag at briefe om OL-situationen på en videokonference, hvor blandt andet Danmarks Idrætsforbund vil deltage.

/ritzau/Reuters