De danske håndboldherrers testkampe mod Japan er aflyst

De danske håndboldherrers testkampe mod Japan 18. og 19. april er aflyst på grund af coronavirus.

Landsholdets samling i den forbindelse bliver også droppet, oplyser Dansk Håndbold Forbund (DHF) på sin hjemmeside.

De to venskabskampe var planlagt til at blive spillet i Herning og Aarhus, men dem må fansene nu se langt efter.

I forvejen har DHF været nødsaget til at aflyse kvindernes testkampe mod Brasilien på grund af coronavirus, og de mange aflysninger ærgrer sportschef Morten Henriksen.

– Jeg er virkelig ked af, at vores mange fans nu heller ikke får mulighed for at komme ind og se vores herrer i aktion. Det er brandærgerligt.

– Men som jeg sagde, da vi aflyste kvindernes landskampe, så er der stadig ting, som er større og vigtigere end håndbold.

– Vi har et samfundsansvar – og et ansvar over for vores spillere – som vi skal tage på os, siger sportschefen.

En række turneringer og ligaer i håndbold er også lukket ned i den kommende tid. I Danmark spilles der ikke håndbold i de to bedste rækker på herre- og kvindesiden i øjeblikket.

– Vi er klar over, der stadig er lang tid til 18. april, hvor første kamp skulle stå.

– Men virkeligheden er, at mange grænser i EU er lukkede til langt ind i april, ligesom rigtig mange andre arrangører af events allerede har aflyst arrangementer i april.

– Derfor ser jeg ikke længere, at det er sandsynligt eller forsvarligt at holde fast i de to landskampe, forklarer Morten Henriksen.

Ud over landskampene har DHF også valgt at aflyse de samlinger, som ungdomslandsholdene på herresiden stod over for.

I april skulle herrernes U20-hold have været samlet 13.-19. april i Danmark inden en turnering i Frankrig. Den er nu aflyst.

Også en U18-samling i samme periode i april i Danmark og efterfølgende turnering i Slovakiet er aflyst.

/ritzau/