Italien får opbakning til ønske om EM-udsættelse

Italien er Europas hårdest ramte land med hensyn til coronavirus, og søndag opfordrede landets præsident for fodboldforbundet, Gabriele Gravina, til, at EM-slutrunden til sommer udskydes.

– Vi vil gerne gennemføre mesterskabet (Serie A, red.), fordi det er mest fair og rigtigt efter de mange investeringer, klubberne har foretaget, lød hans begrundelse.

Italien er et af de 12 værtslande ved EM og skal blandt andet huse åbningskampen i Rom 12. juni. Men for tiden ligger al fodbold i landet stille, og regeringen har givet udgangsforbud.

Et andet værtsland er Rumænien. Ligesom det meste af Europa døjer nationen også med udbrud af coronavirus. Selv om man endnu ikke har kvalificeret sig til EM, så bakker Det Rumænske fodboldforbund (FRF) nu op om Italiens ønske.

– Beskyttelse af fodboldfamilien og en aktiv deltagelse i foranstaltningerne udstukket af den rumænske regering og internationale myndigheder for at beskytte den offentlige sundhed er en af FRF’s vigtigste opgaver lige nu, siger FRF-præsident Razvan Burleanu ifølge Reuters.

På det videokonferencemøde, som Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) tirsdag eftermiddag holder med de nationale forbund, klubber og spillerforeninger, vil Burleanu derfor også opfordre til en udskydelse af EM.

Rumænien skal spille playoffkampe om en af de sidste fire pladser ved EM-slutrunden.

Den rumænske liga er ligesom de fleste europæiske ligaer suspenderet den kommende tid på grund af coronavirus.

Det samme gør sig gældende i Norge, hvis fodboldforbund mandag også opfordrede til, at slutrunden skal udsættes til 2021.

/ritzau/