Belgiske coronarestriktioner udsætter Flandern Rundt

Cykelklassikeren Flandern Rundt, der skulle have været afviklet 5. april, er udsat.

Det oplyser arrangøren, Flandern Classics, i en pressemeddelelse.

Ligesom mange andre sportsbegivenheder er det traditionsrige brostensløb blevet offer for coronavirus.

De belgiske myndigheder har tirsdag skærpet restriktionerne over for befolkningen og forlænget perioden frem til 5. april. Det gør det umuligt at gennemføre arrangementet, lyder det.

– Regeringens nye foranstaltninger forhindrer os i at afvikle Flandern Rundt 5. april. Der er selvfølgelig vigtigere ting end cykelløb lige nu. Vi håber, at vi kan få genskabt et klima, hvor vi igen kan leve vores normale liv, siger Tomas van den Spiegel, der er direktør for Flandern Classics.

Han håber, at det lykkes at finde en ny dato til løbet senere på sæsonen.

/ritzau/