Mark O. Madsens kæbebrud kan være værre end først antaget

Den danske MMA-kæmper Mark O. Madsen pådrog sig natten til søndag et dobbelt kæbebrud i sin sejr over amerikanske Austin Hubbard i Las Vegas.

Men nu ser skaden ud til at være værre end først antaget. Det vurderer lægerne på Rigshospitalet i København, hvor Mark O. Madsen blev indlagt sent mandag aften efter sin hjemkomst til Danmark.

MMA-kæmperen siger til TV2 Sport, at han formentlig har ødelagt brusken i sit adamsæble.

– Jeg har haft lidt svært ved at synke, men jeg tænkte, at det nok var almindeligt i forhold til kæben. Lægerne tager stilling operation af adamsæblet i morgen (tirsdag), siger han.

Det er endnu uvist, om den nye situation kommer til at forlænge den pause på fire til seks uger, som Mark O. Madsen først var stillet i udsigt, da det stod klart, at kæben var brækket to steder.

Kampen i Las Vegas natten til søndag var Madsens anden i UFC-regi. Stævnet bar navnet “UFC 248”.

De nummererede stævner er de største i UFC. Da Madsen i september ligeledes var i aktion i UFC-regi i Royal Arena i København, var det til et såkaldt “UFC Fight Night”-stævne, der er et mindre et af slagsen.

Mødet med Hubbard var Mark O. Madsens tiende MMA-kamp i alt – indtil videre er alle blevet vundet.

/ritzau/