I den forgangne weekend blev kampene i den italienske Serie A afviklet uden tilskuere på stadion for at holde spredningen af coronavirus nede i Italien, der er det europæiske land, der er hårdest ramt af virusset.
Næste tiltag kan være helt at indstille kampene i ligaen.
Det mener den italienske spillerforening, sportsminister Vincenzo Spadafora og nu også udenrigsminister Luigi Di Maio.
Sidstnævnte mener, at alle sportsarrangementer skal indstilles.
– Der er foranstaltninger, der kræver maksimalt ansvar, og det siger jeg til hele fodboldverdenen. Jeg støtter minister Spadafora, der i øjeblikket forsøger at overbevise hele fodboldverdenen om, at der overhovedet ikke skal spilles, siger han til Tuttomercato ifølge Football Italia.
– Hvis spillere bærer smitten, kan de sprede den til andre spillere, som smitter yderligere personer, tilføjer han.
Tirsdag afholder forbundet bag Serie A et krisemøde, hvor det kan blive besluttet at indstille sæsonen.
/ritzau/TT