Cykeldanskere gør klar til italienske løb trods corona-frygt

De italienske landeveje lægger normalt asfalt til flere af de første store løb i cykelsportens forårssæson.

Men i år er det uvist, om prestigefyldte løb som Strade Bianche, Tirreno-Adriatico og Milano-Sanremo bliver afviklet som normalt.

Italien er det land i Europa, der er hårdest ramt af coronavirus. Flere hundrede er smittet. 11 er døde.

Indtil videre er de tre førnævnte løb stadig en del af cykelkalenderen anno 2020, men det kan sagtens ændre sig.

Især Milano-Sanremo – der afvikles 21. marts – er udsat. Det køres i det nordlige Italien, hvor størstedelen af dem, der er ramt af coronavirus, kommer fra.

– Milano-Sanremo bekymrer mig mest, men vi følger alle retningslinjerne fra regeringen og sundhedsministeriet, sagde Mauro Vegni, chef for RCS, der arrangerer de tre World Tour-løb, mandag ifølge cyclingnews.com.

Ifølge RCS-chefen kan der ikke blive tale om en eventuel ændring af ruten for Milano-Sanremo. Enten køres løbet, eller også gør det ikke.

– Der er ingen plan B for Milano-Sanremo. Det ville ikke give mening at skære tre fjerdedele af løbet fra, sagde han.

World Tour-holdet EF Pro Cycling forbereder sig som vanligt på de kommende løb.

Det fortæller holdets danske sportsdirektør, Matti Breschel.

– Vi følger situationen nøje, men forsøger bare at bevare roen og koncentrere os om de cykelløb, vi skal køre nu. Vi tager det alvorligt, men rytterne tænker ikke over det, de forbereder sig, som om intet var sket, siger Breschel.

EF Pro Cycling er klar til at blive væk fra løb, hvis man vurderer, at rytternes helbred vil være udsat, men som udgangspunkt vil holdet følge de forskellige løbsarrangørers anvisninger.

– Så længe cykelløbene bliver kørt, må man gå ud fra, at arrangørerne og det italienske sportsministerium har vurderet, at det er forsvarligt. Der er ikke nogen, der tager chancer, siger den danske sportsdirektør.

Den danske Jumbo-Visma-rytter Jonas Vingegaard har fået samme besked af sin arbejdsgiver.

Han skal i næste weekend køre det italienske endagsløb Grand Prix Industria & Artigianato, der har start og mål i Larciano i Toscana-regionen.

– Jeg snakkede med holdet i går (tirsdag, red.). De tager ingen chancer med vores helbred, men lige nu ved vi ikke så meget. Hvis det bliver værre, end det er nu, er det da ikke fordi, jeg har lyst til at tage til Italien for at køre cykelløb, siger Vingegaard.

Han føler sig som rytter i forvejen udsat i forhold til sit helbred.

– Vi rejser meget, og hvis der er én i en lufthavn, vi også er i, som er smittet, så kan vi hurtigt blive ramt. Så der er måske større risiko for os ryttere, siger danskeren.

Jonas Vingegaard forbereder ligesom EF Pro Cycling-rytterne sig på de kommende løb, med det udgangspunkt at de bliver kørt efter planen.

– Jeg bliver nødt til både fysisk og mentalt at sætte mig op til det, og så må holdet trække sig, hvis det synes, der er for stor en fare ved at køre.

Han kan som rytter i princippet selv bestemme, om han vil køre et løb.

– Vi følger selvfølgelig holdets planer, men hvis det er helt galt, kan jeg godt sige, jeg ikke vil køre.

– Men det vil jo have konsekvenser, hvis holdet siger, jeg skal køre, og jeg siger, jeg ikke vil. Men hellere det end at blive smittet med coronavirus, siger Jonas Vingegaard, der efter planen tager til Italien 6. marts, to dage før Grand Prix Industria & Artigianato afvikles.

Strade Bianche køres 7. marts, mens Tirreno-Adriatico løber af stablen fra 11. til 17. marts.

I maj bliver den første af årets tre grand tours, Giro d’Italia, kørt i støvlelandet fra den 9. til den 31.

I den kommende weekend bliver seks kampe i den bedste italienske fodboldrække, Serie A, spillet uden tilskuere af frygt for yderligere udbredelse af coronavirusset.

/ritzau/