Virusudbrud aflyser VM i bordtennis for hold i Sydkorea

Verdensmesterskaberne i bordtennis for hold, der skulle afvikles i Sydkorea fra den 22. til den 29. marts, er blevet udskudt.

Det skyldes spredningen af et nyt coronavirus, som har smittet hundredvis af personer i Sydkorea og kostet næsten ti personer livet.

Det oplyser Det Internationale Bordtennisforbund (ITTF) tirsdag. Aflysningen sker af hensyn til spillernes, tilskuernes og andres sikkerhed.

Forbundet vil i stedet forsøge at afvikle turneringen i dagene fra 21. juni til 28. juni.

Vært for holdturneringen er den store havneby Busan i den sydlige del af Sydkorea.

Da det første smittetilfælde af coronavirusset i Busan blev bekræftet fredag i sidste uge, indkaldte ITTF det sydkoreanske bordtennisforbund og lokalpolitikere til et hastemøde for at drøfte status for VM-turneringen.

Virusudbruddet har smittet over 80.000 mennesker globalt. Hovedparten, eller cirka 77.000, i Kina. Over 2600 er døde i udbruddet, der begyndte i byen Wuhan i den centrale del af Kina i december.

Efter Kina er Sydkorea det land, som er hårdest ramt at virusset.

Adskillige sportsarrangementer er blevet udsat som følge af udbruddet. Deriblandt Kinas Formel 1-grandprix i april.

/ritzau/